Uge 19: Så blev det sommer!

Da vi sad med rødvinen lørdag aften, var der grund til fejring. Vi nåede (næsten) alle vores mål for forårsarbejdet, selvom det i år trak ud væsentligt længere end det plejer. Det havde været meget vanskeligt at nå, hvis ikke vi havde fået hjælp fra Solveig og Leif (Julies forældre), og vores dygtige medhjælpere Trine, Ditte og Daniel.

Oveni en travl sæson kommer så alt dét, som småbørnsfamilier i almindelighed skal håndtere, såsom halsbetændelse, ingen nattesøvn og en brækket arm med operation og indlæggelse til følge. Alma brækkede mandag armen, og tirsdag aften blev hun opereret. Pyha, sikke en omgang. Vi er nu ovre det, og det er blevet fejret med manér!

Køerne:
NU er køerne kommet ud. Det trak desværre ud i år, da flere køer ikke havde lyst til at kælve. Men nu kom de altså ud! Og hvor er de glade for det! Kalvene lærer efterhånden, hvad en hegntråd er, og de gamle køer nyder bare at få en ny sæson. Vores ældste ko 283 (Født 2015), er fortsat matriarken i flokken, og det er næsten rørende at se, hvordan hun instinktivt tager sig af kalvene. De kalve, der ikke turde gå ud, gik 283 ind og overtalte til at følge med, og det er tydeligt at se, at kalveflokken centrerer sig om hende. Tillige kan man se, at hendes eget “oldebarn(?)”, nogle gange lige får lov til at tage en tår mælk, når den kan snige sig til det. Det bliver hårdt at sende hende på slagteriet, når den tid kommer.

Samme 283, som lavede dette nummer 3 gange i løbet af foråret. Til sidst var det svært at bedømme om nedstrygeren skulle bruges på hornet eller gitteret.

Æbletræerne:
Årets parti af økologiske æbletræer er plantet ud, og de kommer alle rigtig godt. Denne sæson var rigtig streng, da vi desværre havde en leverandør, som først sendte træerne til os 26 februar. En måned senere end normalt. Så udover at vi skulle pløje og så 3 gange så meget som normalt, skulle vi også pode 2500 træer på en måned mindre end vi plejer. Men takket været Trine, Ditte og Daniel lykkedes det som sædvanligt. Trine er nu igang med lugearbejdet, og kvikgræsset får en ordentlig én over nakken som sædvanligt.

Her ser man den nye planteskole, og man kan lige skimte at træerne er ved at gå i vækst. Bagved kan man se de blivende træer i plantagen, som blomstrer.
Alma kvalitetskontrollerer æbletræerne
Ditte lærer Alma at pode træer

Markarbejdet:
Vi har i år sået 11 hektar for os selv, og hjulpet vores naboer med 5 ha. Det er noget mere, end vi plejer, men heldigvis har både Leif og Trine kunnet træde til. Det hele kommer rigtig godt op nu, og vi glæder os sådan til at se resultatet til efteråret. Vanen tro, så er bonden dog ikke helt tilfreds, for vi savner regn! Selvom de har sat skyer på prognoserne, så kunne vi godt bruge 40 mm. regn.

Ærterne kommer rigtig godt på den sandede jord de er sået på. Igen tak til bedstefar for at råde til, hvordan man forbereder jorden inden pløjning. Der er stort set ikke noget ukrudt i marken.
Havren tørster efter vand, men mon ikke det retter sig de kommende uger. Heldigvis er der koldt endnu.
Vårbyggen titter lige frem af jorden, og gør klar til det hurtige ryk de næste 2 måneder. Byggen fik lige 30 kg. N pr. ha. af Yara-Suna, for at give en god start.

Alma og Oskar holder øje med om der er ukrudt i marken.
Ude at så med Oskar

Alt i alt så har i år været nok det travleste år til dato, men nu da vi er på den anden side, kan vi bare begynde at glæde os til at høste frugterne af arbejdet til efteråret, og tænke tilbage på de gode stunder de sidste uger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *